Jeg fik en ide

"Kunne jeg stadig gøre det?" Det var det spørgsmål, jeg stillede mig selv med tanke på mit gamle tyske idrætsmærke. Det første (og eneste) jeg har, og som jeg fik på universitetet for 6 år siden. Nu tænker du måske, at det da ikke er så længe siden, men der er sket meget siden da. Jeg har fået diagnosticeret slidgigt i min venstre ankel med besked fra lægerne om, at jeg skulle være meget forsigtig med visse sportsgrene, især løb og tunge løft. Nå men...Jeg fik en ide!

Lad os være aktive

Forstå mig ret. Lægernes råd har altid være vigtige for mig – og vil altid være det. Men jeg tænker også tit på en sætning, som jeg læste, da jeg gik på universitetet (hvor jeg i øvrigt læste til cand.scient. i sundhedsfremme): Inaktivitet er dårligt, aktivitet er godt, og overbelastning er dårligt. Så lad os være aktive!

Det tyske idrætsmærke

Det tyske idrætsmærke er en medalje for enestående fysisk kondition og består af fire kategorier: udholdenhed, styrke, hurtighed og koordination. Inden for hver kategori er der forskellige øvelser, men du skal kun vælge og udføre én. Du kan se kravene for mig (alder: 30) i nedenstående tabel.

Min træning

Min plan er at træne hver anden dag, selvom jeg ikke vil følge en striks træningsplan men snarere lytte til min krop. Jeg har desuden valgt nogle øvelser, der er forbundet med en lav risiko for skader. Selvom det tyske idrætsmærke for eksempel ofte kræver eksplosiv styrke (f.eks. ved (stående) længdespring, kugle- og stenstød), vil jeg ikke belaste mine led for meget under forberedelserne, og jeg vil derfor undgå sådanne øvelser. Jeg vil derimod udføre alle styrkeøvelser langsomt og kontrolleret.

Uge 1: Lad os komme i gang!

I denne uge har jeg været ude at løbe i en lokal park to gange og lavet styrketræning for hele kroppen derhjemme. Mit løb halter selvfølgelig stadig meget (jeg måtte tage en pause efter 15 minutter...), men jeg er sikker på, at det snart bliver bedre.

Det vigtigste er dog, at min venstre ankel ikke har drillet i forbindelse med træningen. Jeg synes faktisk, at den har det bedre end før. Det her bliver meget interessant!

Uge 2: Aldrig ned igen!

Når man ser mig løbe som en skildpadde, er det svært at tro, at jeg engang var i stand til at løbe 8 km på under 30 minutter. Men jeg giver ikke op! Min udholdenhed, hurtighed og styrke er på vej tilbage, langsomt, men sikkert!

Min ankel får det også bedre og bedre. Når jeg har været ud at løbe, føles det som om, den "virker" – lyder det mærkeligt? Sikkert, men det er altså rigtigt. Jeg er mere end glad for, at jeg begyndte at løbe igen!

Endnu en god nyhed: Jeg har fået en coach, der hedder Jasmin, som skal hjælpe mig med min udfordring. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med hende i de kommende uger!

Uge 3-6: Ting sker altid, når man mindst venter det...

Det her var i hvert fald ikke planen. På grund af sygdom har jeg ikke kunnet træne i de sidste fire uger. Ja, jeg har mistet en hel måned til en svær infektion.

Uge 7: Giv aldrig op!

Jeg er startet på min træning igen og forsøger at komme ind i kampen. Efter fire uger i sengen bliver det ikke nemt. Min sidste løbetur var faktisk noget af en nedtur: Efter 10 minutters løb i langsomt tempo måtte jeg stoppe på grund af brystsmerter. Jeg kunne have ignoreret smerten, men efter en infektion er man nødt til at være meget forsigtig.

Jeg nægter at give op. Jeg vil virkelig gerne have det idrætsmærke!

Uge 8: En ulykke kommer sjældent alene

Flere dårlige nyheder: Jasmin har kontaktet mig for at fortælle mig, at hun har fået et kraftigt slag og ikke kan coache mig. Det forstår jeg til fulde og håber, at hun snart er ovenpå igen!

I mellemtiden følger jeg min egen træningsplan. Heldigvis er brystsmerterne helt væk. Jeg har heller ingen problemer med at løbe 30 minutter i langsomt til medium tempo.

Uge 9-10: Stress

De sidste to uger har været meget stressende: Min kone og jeg er ved at flytte tilbage til Stuttgart i Tyskland efter at have boet i Istanbul i Tyrkiet siden 2015. Det er ikke let at kombinere træning med jagten på ny bil, ny lejlighed og nyt job, men det lykkes mig da at finde tid til nogle mindre træningssessioner.

Det er i øvrigt meget sjovere at løbe i skoven i Tyskland end i ring i parken i Istanbul. Jeg elsker duften af natur!

Uge 11: Tilbage i Tyrkiet

Jeg besluttede at vende tilbage til Istanbul igen af tre årsager:

1. For at tilbringe nogle dage med min hustru, som stadig må blive i Tyrkiet
2. For at besøge mine svigerforældre igen
3. For at tage endnu 30 kg med til Tyskland på flyet ☺

Selvom denne tur kostede mig dyrebar tid, hvor jeg ikke kunne træne så meget, var den det helt sikkert værd. Jeg kunne ikke komme ud at løbe, fordi der er for mange vilde (og nogle gange aggressive) hunde i den landsby, hvor mine svigerforældre bor. De har jagtet mig én gang, og den oplevelse har jeg ikke brug for igen. Jeg fik dog taget cirka 4x25 armbøjninger om morgenen og aftenen. Konkurrencen om det tyske idrætsmærke nærmer sig!

Uge 12: To uger tilbage

Tilbage i Tyskland og til træning! Jeg er meget tilfreds med mine fremskridt, og jeg er sikker på, at jeg vil opnå et godt resultat ved konkurrencen om det tyske idrætsmærke om to uger.

Mine øvelser vil sandsynligvis være:

Til at starte med ville jeg ikke vælge sjipning men længdespring, fordi jeg var rimelig god til det for nogle år siden. Nå ja, det er 10-15 år siden, da jeg stadig gik i skole... Men længdespring er nok ikke så godt for min venstre ankel, så jeg har købt et sjippetov. Jeg forsøger stadig at finde ud af, hvordan jeg hopper over det...

Uge 13: Sidste uges træning

Så er vi gået ind i den sidste uge inden konkurrencen om det tyske idrætsmærke. Er jeg nervøs? Egentlig ikke rigtigt, jeg har det faktisk rigtig godt og kan ikke vente med at komme i gang med udfordringen. I dag, som er den sidste dag inden konkurrencen, ville jeg egentlig slappe af og lave ingenting, men med 28 °C og solskin kunne jeg ikke blive siddende derhjemme. Så jeg tog min cykel og kørte ned til en flod. Det var en fremragende ide!

Uge 14: Dagen for det tyske idrætsmærke

Så er dagen for min udfordring endelig kommet. Nu skal vi se, om jeg er stærk nok til at få det tyske idrætsmærke. Jeg starter med sjipning (criss cross) i kategorien koordination. 10 gentagelser er nok til bronze, 15 til sølv og 20 til guld. Jeg har tre forsøg i alt, men jeg når op på 21 gentagelser allerede i første forsøg - GULD!

Lad os gå til øvelse nummer 2 – 100 m løb i kategorien hurtighed. Lige efter starten kan jeg mærke en underlig smerte i venstre ankel og knæ. Derfor tør jeg ikke give mig 100 %, og jeg når målstregen i tiden 0:15:59 - bronze. Jeg behøver dog ikke bruge denne øvelse; jeg kan også svømme 25 meter. Det gør jeg nok senere...

For nu vælger jeg stående længdespring i kategorien styrke. Hvis jeg når 1,85 m – skulle ikke være så svært – får jeg bronze, sølv for 2,10 m og guld for 2,35 m. Jeg strækker overkroppen, bøjer knæene og springer af al kraft: 2 meter og 38,5 cm – GULD igen!

3000 m løb kalder. Jeg er lidt nervøs på grund af de problemer, jeg har haft med min ankel og mit knæ i dag. Så jeg jogger nogle meter, hvor jeg forsigtigt belaster mine led, og jeg mærker med glæde, at smerten er væk. Så lad os komme i gang! Jeg har valgt en rute, der er 800 meter lang, hvilket betyder, at jeg skal løbe tre hele runder og derefter frem til 600 meter-mærket. Heldigvis arbejder led, muskler og vejrtrækning harmonisk sammen på min vej, og jeg når målstregen i tiden 13:39 minutter. Guld for tredje gang!

Teknisk set er jeg færdig med idrætsmærket. Men jeg vælger alligevel at gå til svømmebassinet og deltage i endnu en øvelse: 25 m svømning. Det vil jeg, fordi jeg ikke er tilfreds med bronze i hurtighedskategorien, og jeg er ret sikker på, at jeg kan gøre det bedre. Da jeg ankommer til bassinet, er der både gode og dårlige nyheder for mig. Den gode nyhed er, at bassinet ikke er alt for proppet. Desværre vil bademesteren ikke fjerne banetovet mellem svømmere og ikke-svømmere, og for at svømme 25 meter skal jeg krydse det tov! Men der er ingen tid til at pibe, det er bare om at komme op på startskamlen. Mit startspring er rimelig godt, det samme er min crawl, men så kommer jeg – som forventet – i kamp med banetovet og mister kostbar tid. Efter 0:19:96 minutter når jeg i mål og får sølv.

Samlet set lykkedes det mig at vinde guld tre gange og sølv én gang; jeg fik altså 11 ud af 12 point. Det er stadig guld! Alt taget i betragtning er jeg meget tilfreds med resultatet og ser frem til endnu en runde – måske sammen med dig?!? ☺☺☺☺

Del 5 – Konklusion

"Kunne jeg stadig gøre det?" Det var med dette spørgsmål, jeg startede min rejse mod det tyske idrætsmærke. En rejse med op- og nedture, succes og modgang. I starten var jeg i tvivl om, hvordan min ankel ville reagere på den intensive træning, som jeg planlagde. De mange kritiske røster gjorde heller ikke noget godt for mit humør. Men da jeg begyndte på træningen, blev jeg hurtigt klar over, at mine tanker helt i starten (inaktivitet er ikke godt, aktivitet er godt, overbelastning er ikke godt), var sande: Jeg mærkede stort set ikke noget til den mærkelige og til tider meget smertefulde fornemmelse i min ankel.

Forstå mig ret, jeg har selvfølgelig ikke fundet en kur mod slidgigt. Selvom løb helt sikkert gjorde noget godt for min ankel, var jeg nødt til at gå forsigtigt til værks med træningen. Hver gang jeg trænede for meget (mere end 4 gange om ugen), begyndte min ankel og mine knæ at gøre ondt - det var nok min personlige "grænse".

Overordnet set er jeg meget glad og taknemmelig for at have deltaget i Liberate Life-udfordringen. Og jeg tror, jeg fandt mit svar ☺

Det er muligt at leve et godt liv med hæmofili.

NP-8959