Midsommer, forberedelser og flytning

Juni, sommer og varme. En årstid, hvor selv vi voksne springer i vandet. Denne sommer kommer til at handle meget om bare at være, men den kommer også til at stå på renovering, arbejde, træning og sociale indslag.

Midsommer

Jeg fejrede midsommeren i det rolige Misterhult på et picnictæppe med lidt frugt og bær. De ældre var klædt i traditionelle svenske folkedragter og dansede om majstangen, og alt var, som det bør være. Indtil nu har det været en typisk svensk sommer med temperaturer, der svinger mellem 11 og 35 grader, altså ingen overraskelser der:) 

Forberedelser inden bjergbestigningen

Min første samtale med Ida handlede mest om, hvordan vi skulle arrangere min træning inden turen op ad Kebnekaise. Vi talte om løb og gang, om intervaller både op og ned ad bakke. Jeg har altid været glad for intervaltræning, som giver en masse på kort tid. Man får presset sig selv maks. Efter intens intervaltræning har man virkelig fortjent et lille hvil.

Træningen er gået lidt op og ned, men om ikke andet har myggene motiveret mig til at løbe hurtigt. Der er så mange insekter efter én om sommeren. De bedste motivatorer er "älgflugor" (hjortefluer), som man ikke ønsker får fat i én:) 

Tid til at flytte

Det er snart tid til at flytte. Jeg har kun en smule pudsning, slibning og tapetsering tilbage, så kan jeg slappe lidt af. Jeg er ret uerfaren, når det gælder renovering, så jeg har bandet en del. Tingene bliver ikke altid, som man gerne ville have, og nogle materialer lader til at have deres egen vilje. 

Jeg begynder at mærke, at bjergbestigningen nærmer sig. Jeg føler mig i god form, nu må vi se, hvordan vejret bliver.

Tiden flyver! Endelig færdig med at flytte og renovere lejligheden, og slutresultatet er ikke så ringe.

Nu har jeg mere tid til at fokusere på mine forberedelser og nyde udendørslivet og tage nogle løbeture. Og det er lige, hvad der er brug for. Man ved jo aldrig, hvor hård en udfordring bliver, før man står i den, og man kan jo heller ikke ligefrem rejse uden udstyr.

Vi planlægger at tage ruten Abisko-Nikkaloukta, som mod enden går forbi Kebnekaise. I øjeblikket er det næsten lige så varmt i nord som i syd, men Ida anbefaler varmt tøj og sko med godt greb; man ved jo aldrig. Jeg er helt oppe at køre nu - der er ikke lang tid igen. I mellemtiden håber jeg, at I alle vil nyde resten af sommeren!

Jeg endte med at tage toget for at se nogle dele af Sverige, som man ellers ikke besøger. Indtil nu går tingene ikke særligt hurtigt - det er trods alt en lang rejse. Da vi ankommer, dukker minen op forude - den er enorm og en attraktion i sig selv. Dele af Kiruna blev faktisk flyttet på grund af den.

Jeg har ladet batterierne op med lidt morgenmad. Senere skal vi ud og købe de sidste nødvendige ting, inden vi tager mod Abisko. Det er dér, vores rejse begynder, uanset hvordan vejret arter sig. Kebnekaise er blot et par dage væk. Der bliver måske radiostilhed i et stykke tid – vi må se, hvor gode modtageforholdene er. Men jeg skal gøre mit bedste for at dele nogle smukke billeder af de svenske bjerge.

Ida har ønsket mig held og lykke igen og bedt mig om at tjekke, at jeg har alle de allermest nødvendige ting med.

Vi ses!

Dag 1

Vi ankommer med bussen til Abisko kl. 15:57 den 16. juli, får oprettet et medlemskab hos den svenske turistforening, STF, vejet vores oppakninger og tager afsted.

På første etape går vi langs en fjeldkløft, hvor floden strømmer fremad. Vi møder nogle myg, der lader til at være glade for at se os. Vi er selvsagt mindre begejstrede for at se dem. Himlen er overskyet, stien er relativt nem at gå på, og vi formår at holde et jævnt tempo. Vi tager nogle billeder, stopper ved en plet med en fantastisk udsigt (dem er der mange af på vejen) og bliver ved med at gå mod Abiskojaure, som er vores første stop. Her slår vi telte op, går i sauna og nøgenbader for første gang i det kolde vand i en jokk (bæk).

Dag 2

Vi har sovet rimelig godt i teltet. Det regner. En eller flere fugle har brugt vores telt som toilet. Vi starter altså dagen med en smule rengøring.

Der er en lille hytte, hvor man kan lave morgenmad, og aromatiske klosetter til den daglige morgenrutine. Vi pakker hurtigt sammen. Dagens trekkingrute er cirka 2,4 mil (24 km), og det er på denne etape, at fjeldlandskabet rigtigt træder i karakter. Det viser sig, at ruten hurtigt går opad og ud af Abisko Nationalpark. Vi er stadig halvvåde på grund af vejret, men lader os narre af et øjebliks solskin.

Nu kan vi se langt ud i landskabet, der er kendetegnet af høje fjelde og langstrakte dale. Der er en smuk sø lige øst for stien og en indhegning til rensdyr mod vest. Vinden blæser, stien er stenet nu og sværere at gå på. En gang imellem går vi forbi glade vandrere og sender dem en hilsen eller udveksler et par ord. Denne etape på turen tager længere tid, men med spændstige skridt når jeg lejren fuld af energi og før min partner.

Dag 3

Efter et socialt indslag i Alesjaure og opfyldning af proviant drøfter vi, om vi skal tage en eller to etaper. Måske er det Kebnekaises tiltrækningskraft, der giver os lyst til at holde et raskt tempo, eller blot udfordringen i at se, hvor langt man kan gå.

Vægten og forholdene på stien tærer på kræfterne. Men nu skinner solen, og vi kan mærke varmen. En lidt ældre mand nærmer sig med hastige skridt længere nede af sporet. Han har glemt sin termokande og må nu gå en ekstra kilometer. Ærgerligt, men det er, hvad der sker. Stien er omgivet af grøn bevoksning og fuld af typiske fjeldblomster.

Vi er på vej mod det højeste bjergpas på Kungsleden, Tjäkta-passet, som ligger cirka 1.160 meter over havets overflade. Som altid ser alting mere fremmedartet ud, jo højere man kommer op. Nu er der en masse sten og klipper, der skal forceres, og man kan knapt se stien. Vi må gå igennem pletter med sne. Men snart går det nedad igen mod Sälka.

Denne etape på turen er hård for min partner, som nu har vabler på fødderne, så vi tager et tiltrængt hvil i Sälka.

Dag 4

I dag skal jeg vandre op til Kebnekaise. Det eneste store spørgsmål er, hvilken vej vi skal vælge. De fleste havde valgt en anden etape og en anden strategi, og jeg vil snart opdage hvorfor. Vi har ændret vores planer en smule, da Frida ikke kan klare turen til toppen. Så jeg beslutter mig for, at jeg vil vandre ad ruten Sälka - Durings Led - Västra Leden - Kebnekaise - STF Kebnekaise. Den skulle ikke være så hård.

Men jeg tager grueligt fejl. Da jeg når dalen ved Durlings Led, er der ikke længere nogen sti. Der er sten, klipper og skrånende klippevægge, og det er svært at komme fremad og hårdt for fødderne. Men det har sine fordele. Jeg kommer igennem en smuk blomstereng i dalen. Folk har slået lejr her, og jeg har fået at vide, at jeg bør gøre det samme.

Men min stædighed...

Jeg fortsætter op ad sporet uden at kunne se en ende, stopper for en kaffepause og møder en dansker, som mener, at det er for langt at gå, at højdeforskellen er for stor.

Han ender med at få ret til en vis grad. Ved enden af Durlings Led må jeg igennem sne. Hvert andet skridt går igennem den hårde overflade, og mine fødder bliver mere og mere våde. Det går nu stejlt opad på det sidste stykke mod det vestlige spor.

Der venter en stejl klatretur på godt 400 meter. Der er sten og grus, så det kræver hårdt arbejde at finde fodfæste. Jeg er træt, solen har været fremme hele dagen, og det går op for mig, at jeg har glemt at tage salt med. Men der er kun én vej - fremad.

Vejen til toppen er tung og træg, men heldigvis møder jeg nogle andre vandrere, og jeg får lidt saltholdig suppe af et muntert norsk par på plateauet. Nu kan jeg se Kebnekaises sydlige, snedækkede top. Vejret er, som vi håbede på. Det er en flot udsigt. Det er utroligt at være heroppe, og selvom man er træt, føles det let, når først man er nået frem.

Man kan rutsje ned ad spidsen, men man skal være forsigtig, da siderne er stejle, og det er for tidligt at slappe af. Der er trods alt lang vej ned til STF Kebnekaise. Ruten Sälka - STF Keb var cirka 3,3 mil (33 km), en højdestigning på cirka 1.600/1.800 meter (der er et meget irriterende pas ved Kaffedalen, der kræver en ny stejl højdestigning på 200 meter på tilbagevejen) og en vandretur ned igen. Jeg synes, at det gik godt. Det var hårdt og helt sikkert ikke, som jeg forventede. Jeg troede, at det ville være lettere. Det er ingen nem vandretur men en kamp mod sten og klipper på vejen.

Men udsigten var fantastisk, og jeg håber, at alle får mulighed for at besøge Kebnekaise en dag.

Det er altid lidt mærkeligt, når man er færdig med en vandretur; man er øm og har smerter og føler samtidig en lettelse. Men min erfaring er, at hver vandretur giver blod på tanden; man vil ud igen, ud at se mere. Der er noget magisk ved at stå på toppen af et bjerg og se ud over landskabet; i et øjeblik føles det, som om alt i verden er godt. Det var den følelse, jeg havde, da jeg var gået op ad Kebnekaise. Jo, det var mere krævende, end jeg forventede, og det overraskede mig lidt. Der var selvfølgelig lettere ruter op ad bjerget end den, jeg valgte. Jeg er godt tilfreds. Jeg vender tilbage, så snart jeg får chancen.

Men nu er det tid til at slappe af. Tak allesammen, fordi I tog jer tid til at læse med! Jeg ønsker jer et godt år.

Det er muligt at leve et godt liv med hæmofili.

NP-8959