Mit første coachingmøde med fantastiske Luca Ward har været et virvar af modstridende følelser.
Det gik op for mig, at jeg ikke drømte. Jeg levede.
Det var lige inden min 50-års fødselsdag, og den evaluering af mit liv, som jeg troede, at jeg allerede havde lavet, blev pludseligt rigere og mere farverig.
Den nye Paola var nu uden alder.
Som om jeg havde fået skænket dyrebar tid.
Luca fik mig straks til at føle mig godt tilpas.
Vi læste manuskriptet til "Mamma Mia!" og arbejdede seriøst og dedikeret, kun afbrudt af vittigheder på vores romanske dialekt for at tage toppen af min nervøsitet.
Rollen som Donna var perfekt til mig, og jeg elskede den lige fra begyndelsen.
Min rolle som Liberator var lige begyndt!
Jeg lod mig guide af min viljestyrke, ikke af mine skrøbelige, usikre ankler. Det er slut.
Fuld fart frem, Paola! sagde jeg til mig selv.

Her er jeg til det andet møde med min træner, Luca.
I dag startede vi med at sammensætte tekster og musik.
Først og fremmest valgte vi de mest intense og relevante scener.
"SOS" rekonstrueret på italiensk samt den smukke "The Winner Takes It All".
Det siger sig selv, at ABBA har vundet igen.
Gåsehud og magi.
Så er det nu, drømmen bliver til virkelighed!
Jeg er glad!
Så glad!
Jeg er på vej hjem fra det andet møde, og jeg er helt oppe at køre!

Aprilia, juli 2019
Det er virkelig varmt!
Men “the show must go on”, som man siger!
Og det er tredje gang!
Jeg ville ønske, jeg kunne have tusindvis af møder med min træner, Luca Ward.
Selvom jeg er nervøs for, hvordan min udfordring kommer til at gå, er jeg også klar over, at jeg næppe kommer til at få sådan en chance igen i mit liv.
Jeg nyder hvert eneste øjeblik, fra det sekund jeg sætter mig ind i min bil for at køre til studiet i Rom, og jeg forsøger at lagre det hele i min hukommelse som en brik i puslespillet over de bedste øjeblikke i mit liv.
I dag skal vi optræde og synge.
Scenerne får form og liv.
Musikken begejstrer og inspirerer.
Vi er der næsten – eller – jeg føler mig i det mindste lidt mere selvsikker.
"Donna" er virkelig begyndt at overtage Paola.

Der er mange, der elsker august på grund af den velfortjente pause fra skole og arbejde.
For mig kunne august ikke gå hurtigt nok.
Jeg har savnet møderne med Luca.
Jeg har været i en konstant tilstand af angst og frygt. Jeg har sunget og øvet, uanset hvor jeg befandt mig, og jeg tror, folk troede, jeg var blevet skør!
Men mit hjerte galoperer derud af, hver gang jeg tænker på udfordringen, hvem kan stoppe det? Det er der ingen, der kan!
Og nu er september her endelig!
Sammen med bevidstheden om, at målstregen nærmer sig, og adrenalinen pumper voldsomt!
Det er de sidste prøver med Luca, der udover at være min træner nu også er en rigtig god ven.
Jeg kunne næsten ikke vente med at optræde for ham, fordi jeg ikke behøvede at kigge på manuskriptet længere – jeg kunne det endelig udenad.
Luca har lært mig, hvordan jeg skal bevæge mig, og han har forklaret, at publikummet på teatret kaldes "den fjerde væg", som vi altid henvender os til uden at vise det.
Spontaniteten kommer først.
Jeg var virkelig blevet "Donna", hovedpersonen, men min egen "Donna", ikke kopieret fra andre, min egen version af hende, som passer til Paola.
Da jeg skulle sige farvel til Luca, kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage.
Vores sidste møde betød, at drømmen var blevet til virkelighed, og jeg ønskede ikke kun at blive lykkelig i min fantasiverden eller mine minder, som det ofte sker, men også i nuet.
Jeg var glad i øjeblikket!
Jeg er også glad nu!
Milano venter på mig!
Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men jeg ved, at jeg tager udfordringen op, og at jeg vil gøre mit allerbedste.
Endnu en gang tak til alle, der har støttet mig.
Kærlig hilsen Paola.

Den 11. september 2019. Jeg er lige hoppet på toget til Milano med en kuffert fyldt med nøje udvalgt tøj, som jeg håber, vil passe til min optræden. Der er kun to dage til min debut, og jeg fatter det stadig ikke.
Min træner Luca Ward har sagt, at jeg skal tage det roligt, og frem for alt, at jeg skal være mig selv. Han har også sagt, at jeg vil forvandle mig til "Donna" helt automatisk.
En karakter, som jeg har studeret så meget og følt som min egen.
Jeg har endelig mødt Giacomo Buccheri, skuespilleren der spiller "Sam" i "Mamma Mia!", den forestilling vi alle skal bringe til live på scenen.
Jeg syntes om ham med det samme, han fik mig til at falde til ro, og han var meget opmuntrende.
Med de høje hæle kan jeg ikke engang mærke mine ankler, der på mirakuløs vis bærer min krop. Og det her er også et mirakel – følelser og adrenalin blandet med bevidstheden om, at jeg er i gang med at udleve min drøm. Min familie ankommer efter en lang rejse fra Rom, mens jeg er ved at få sat mikrofonen fast. Vi giver hinanden et stort kram.
Tiden er inde. Scenen venter på mig, kyndigt instrueret af fantastiske kvinder: Laura Campanello, Michela Mantovan og Carolyn Smith.
Jeg lader som om, jeg er i et rum fyldt med mine venner, men i virkeligheden er jeg i et propfyldt teater. Nogle tilskuere står endda op, og andre kunne slet ikke komme ind, fordi der var udsolgt!
Giacomo og jeg optræder og synger, som om der slet ikke var andre!
Et utroligt bifald vækker mig fra drømmen, og jeg kan se de mange begejstrede ansigter.
Helt overvældet af lykke og sanseindtryk gennemfører jeg mit første interview, og jeg kan ærligt talt ikke huske et eneste spørgsmål!
Jeg gjorde det! Selv denne udfordring har været en succes! Men jeg kunne ikke have gjort det alene. Der er mennesker, der har troet på mig og inspireret mig med styrke og beslutsomhed.
Tak til Liberate Life. Minderne er for livet, og der er ingen, selv ikke om hundrede år, der kan tage disse minder fra mig.

Det er muligt at leve et godt liv med hæmofili.

NP-8959