Udfordringen er i gang. I det øjeblik jeg står ud af bilen, får jeg en velkendt fornemmelse. Det er trods alt den skov, jeg har tilbragt rigtig megen tid i siden barndommen. Min bedstefar tog mig med til denne skov, så snart jeg kunne gå. Først til et sted, hvor man kunne finde lækre kastanjer om efteråret. Han viste mig, hvordan man tager dem ud af den stikkende skal og skræller dem, hvorefter vi spiste dem sammen.

Min bedstefar havde sin egen mening om hæmofili. Han plejede at sige: "Åh, lad ham nu bare være i fred!". Og nu, efter 9 års fravær på grund af langvarig sygdom og rehabilitering, sætter jeg igen foden i Ravensbosch. Indtil videre vil jeg fokusere på det flade stykke. Det er også den længste distance, jeg skal gå. Det tager lidt tid at vænne sig til underlaget, en skovsti er trods alt meget anderledes end en smukt asfalteret vej.

Jeg føler mig godt tilpas, motiveret og i form. Til dels takket være de tips, jeg har fået af min coach, Lienke. Hver morgen stiller jeg mig foran spejlet og ser godt på mig selv, mens jeg siger højt til mig selv, at jeg vil klare den. Solen skinner, og selvom jeg befinder mig i den nederste del af skoven, er der mange smukke indtryk at suge til sig. Mit faktorniveau er godt, så det bliver ikke noget problem. Jeg er glad for, at jeg tog mine vandresko på, også fordi det betyder, at de endelig er i brug igen efter lang tid.

Efterhånden som jeg går og står, føler jeg mig meget mere stabil end forventet, selvom jeg føler en let modstand i min venstre ankel. Jeg må passe på ikke at gå for hurtigt frem. Jeg skal vænne mig til omgivelserne, og jeg får hele tiden glimt af gamle minder, hvor jeg går og løber i skoven og udforsker den. Det påvirker mig mere, end jeg forventede. Mine endnu ikke udskiftede led skal også finde på plads igen. Ni år er meget lang tid. For hvert skridt jeg tager, må jeg passe på, hvor jeg sætter foden.

Ved den første skæring cirka 500 meter fra mit startpunkt beslutter jeg mig for at vende om. Jeg skal trods alt tilbagelægge samme afstand igen. Men nu er jeg da kommet i gang, og min kone Sosia og jeg skal ud og spise med et kært vennepar på vores yndlingsrestaurant i morgen. Det vil jeg naturligvis ikke gå glip af, så jeg bliver nødt til at gå gradvist til værks.

Det, der er en udfordring for nogen, kan være en leg for andre eller helt utænkeligt for andre igen. Med det in mente fortsatte jeg min udfordring i dag. Jeg spurgte mig selv, om dette virkelig var en udfordring for mig... at gå lidt omkring i en skov. I helt fladt terræn til at starte med. Derefter bakkerne, der fører til de naturlige trapper med hundrede trin, som fører mig 48 meter højere op i skoven. Derfra endnu et fladt stykke frem til mit målsted.

“Var det ikke i 2016 jeg gik op og ned ad alle 508 trin på Wilhelminaberg? Burde dette ikke være så nemt som ingenting...?" De trapper havde pæne, jævne trin og gelænder. Nu står jeg foran blød og ujævn jord, bakker og naturlige trapper, hvor der ikke er to trin, der er ens. Min konklusion er, at dette absolut er en udfordring for mig. I endnu højere grad fordi jeg var i stand til at fuldføre den første del af ruten i dag, det flade og længste stykke.

Lienke har lært mig at fokusere på dagens mål i stedet for udfordringens mål. Det hjælper rigtig meget og gør det lettere at gå. Jeg har altid nydt at gå, også som lille dreng. Så snart jeg øjnede den mindste mulighed for det, sneg jeg mig væk fra kedelige møder i landsbyen og gik ned ad gaden mod skoven med blikket rettet mod horisonten. Jeg nåede dog aldrig ret langt, før jeg blev kaldt hjem.

Nu bestemmer jeg selv. Mit mål er at klare denne udfordring inden for fem uger. Mine 27 år i avisbranchen har lært mig at arbejde efter en deadline, så nu har jeg sat en for mig selv. Jeg koncentrerer mig om hvert skridt og nyder skovens stille ro, mens minderne vælter ind over mig. De springer i tid og sted. Det flade stykke er ovre nu. Min ankel klager ikke, hvilket er lovende for det næste stykke; stykket med bakkerne.

Jeg vil ikke forcere dette stykke men tage det skridt for skridt. Med tanke på Lienkes tips er jeg sikker på, at det kommer til at gå fint. Jeg vil nemlig følge hendes råd og give mig selv en belønning, når jeg har klaret udfordringen.

Åh, jeg er så taknemmelig for, at jeg kan gå her. Det havde jeg ikke turdet drømme om for fire år siden. På grund af eftervirkningerne af årelange virusinfektioner, HIV og Hepatitis C lå jeg på hospitalet i et halvt år, mere død end levende. Den periode havde stor indvirkning på min krop. Jeg kunne knap gå, havde tabt 25 kg, og mit konditionsniveau var praktisk talt helt nede på nulpunktet.

De efterfølgende tre år med rehabilitering blev afbrudt af mange tilbageslag og tilbagefald. Og nu går jeg her igen, på vej til min afdøde fars særlige plet. Det bakkede stykke er meget stejlere, end jeg huskede, og det volder problemer for både min vejrtrækning og min ankel. Knæene følger godt med. Jeg mærker muskler, jeg ikke har mærket i meget lang tid. Men jeg begynder at blive urolig for, hvordan det vil gå, når jeg skal samme vej tilbage.

Jeg ville nemlig hellere gå op ad bakke end ned ad bakke. Det ser ud til at blive endnu en varm dag i dag. Temperaturen falder heldigvis meget i løbet af natten, så i morgentimerne er skovluften frisk og kølig. Jeg tør slet ikke tænke på at skulle gøre dette på et åbent stykke i 30 graders varme uden træernes skygge til at beskytte mig. Jeg har afsat to dage til det bakkede stykke.

Nu hvor det flade stykke går godt, og jeg kan klare bakkerne, er det tid til den sidste store test. Trapperne. Fra den sidste rigtige bakke er der kun kort afstand til bunden af de hundrede trappetrin. Trapperne kan benyttes til at komme over det sidste ekstremt stejle stykke. Da jeg går op ad de sidste bakker, flyver mine tanker cirka 43 år tilbage i tiden. Til tiden, hvor jeg gik forbi toppen af trappen med min bedstefar og begyndte at løbe ned langs trapperne på en meget smal sti.

Den stejle bakke fik mig til at løbe så hurtigt, at jeg ikke kunne stoppe. Men alting har en ende, også den smalle sti, og jeg var tvunget til at stoppe brat op ved at gribe fat om et ungt træ, der måtte give lidt efter for den kraft, jeg ramte det med. Bortset fra nogle mindre hudafskrabninger fik jeg ingen blødning af det. Det unge træ er blevet fuldvoksent nu, men det er stadig lidt skævt den dag i dag.

Pludselig blev jeg revet tilbage til nutiden. Da jeg kom rundt om det sidste sving, så jeg til min skræk, at trapperne var væk. Hvordan kunne det være? Hvor var trapperne blevet af? Jeg kunne se træet med det samme, men trapperne... Jeg kiggede efter for at se, om de stadig var der længere oppe. Men et sving og træerne dækkede for mit udsyn. Heldigvis kom der en kvinde med to hunde. Hun fortalte os, at trapperne stadig var der, men at de for nogle år siden var blevet dækket af et lag mudder efter en længere periode med kraftig regn.

Så hvad nu? Kvinden fortalte, at det næsten er umuligt for hende at komme op ad bakken, som har en stigning på over 30%, og at hun derfor undgår det stykke. Det betød, at jeg også måtte finde en anden vej til toppen. Ingen stejl trappe desværre, men i stedet endnu en bakke og en længere omvej. I et øjeblik frygtede jeg, at hele udfordringen røg i vasken. Den vej, som jeg nu var tvunget til at tage, havde jeg ikke taget ofte. Hvert sving førte mig højere og højere op, og hver gang jeg rundede et hjørne, troede jeg, at jeg næsten havde nået enden. Men stien går på kryds og tværs af skoven.

På det her tidspunkt havde min ankel vænnet sig til den næsten konstante belastning, og den gav mig ikke længere modstand. Pludselig indså jeg, at det faktisk var en ret behagelig vandretur. Det gik langsomt opad, men over en længere afstand. Min app viste, at den ekstra distance var mere end en kilometer. Hvor der er vilje, er der er vej. Nu er denne alternative rute også fuldført. Nu kan jeg forberede mig til den store finale: fuldførelse af udfordringen.

Nu, hvor jeg er helbredt for Hepatitis C-virus og ikke længere har sporbar HIV-virus i blodet, tager jeg stadig små skridt fremad. Jeg spekulerer ikke over de ting, jeg ikke kan længere, men fokuserer i stedet på de ting, jeg stadig kan. Jeg bruger rigtig meget tid på at holde foredrag om hæmofili og samtidige infektioner og undervise hos Stichting Mens Achter de Patiënt (foreningen "mennesket bag patienten"). Jeg føler mig usædvanligt godt tilpas i dag. Fordi jeg kan sige, at jeg har fuldført udfordringen.

Hvilken udfordring? En toppræstation, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tillod mig selv en lidt længere pause ved mållinjen. Jeg var så stolt af at være nået dertil og at stå der. Noget jeg ikke kunne forestille mig sidste år, og nu stod jeg her. Jeg har været igennem hele følelsesregistret med denne udfordring. Jeg har genoplevet gamle minder, Lienke har givet mig en enorm mental og åndelig styrke, og fysisk har den gavnet rigtig meget. Ved at tage et par ekstra skridt ad gangen nåede jeg mållinjen til sidst.

Da jeg stod der, lovede jeg mig selv, at det ikke skulle blive den eneste gang. Jeg vil nemlig bevare denne fysiske form. Så Sosia og jeg kan gøre mange flere ting sammen end før. Jeg har tendens til at tænke for meget over tingene og se forhindringer på min vej. Det er forhindringer, jeg selv sætter op. Det vil jeg prøve at lade være med. I stedet for at stoppe op og tænke, vil jeg kaste mig ud i det, og hvis det viser sig, at det ikke kan lade sig gøre, har jeg i det mindste forsøgt, og der vil være en løsning. Hvis jeg kan slippe disse forhindringer, vil det være min belønning for denne udfordring. Plus en lille is i bonuspræmie naturligvis. De oplevelser, som jeg har fået med denne udfordring, gør mig meget glad, og jeg ville ikke være dem foruden.